Søg på Y | Kontakt


År 2040 - Danmarks økonomiske dommedag? PDF Print E-mail
Monday, 26 April 2010 08:02



I disse dage buldrer jungletrommerne, og flere partiers bagland kalder på, at efterlønnen afskaffes. Virkeligheden i kølvandet på finanskrisen er, at flere og flere – både unge og gamle – står i arbejdsløshedskøen, den danske økonomi bløder og udfordringerne hober sig i det hele taget op. Derfor ser vi i Yngresagen gerne, at de ansvarlige politikere for en kort stund tager hænderne op af lommen, lægger de burkaklædte kamphunde på hylden og i stedet beskæftiger sig med konkrete problemstillinger med kolossal betydning for samfundets videre overlevelse og sammenhængskraft.

En demografisk udvikling uden historisk fortilfælde
Allerede i 2005 kaldte EU på handling, og ikke mindst en større grad af solidaritet mellem generationerne. I Danmark såvel som i hele Europa står vi nemlig overfor en demografisk udvikling, hvis omfang og alvor er uden historisk fortilfælde. Fødselstallene rasler nedad, og flere steder i Europa fødes der nu så få børn, at generationerne ikke bliver fornyet. Det betyder ikke blot, at indvandring er den eneste måde at sikre nok hænder, men også at samfundet er nødt til at facilitere en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv såvel som uddannelse og erhvervsaktivitet. Vi i generation Y, som er unge nu, kommer nemlig til at være på arbejdsmarkedet længere for at brødføde en stadig større befolkningsandel på offentlig støtte.

Generation Y: forkælet eller forandringsparat?
Flere steder beskrives Generation Y som forkælede, selviscenesættende og egoistiske. Men vi er også veluddannede, forandringsparate og ikke mindst, så har vi fået den nyeste teknologi ind med modermælken. Derfor kan vi bedre imødekomme de krav, som fremtidens arbejdsmarked stiller, og derfor bør mange arbejdsgivere måske for en tid glemme mantraet ”erfaren medarbejder med flere års erfaring” og i stedet se på de dimittender, der lige nu forsøger at slå døren ind til det forjættede land, som en ressource for arbejdspladsen. En ressource, der kommer med en frisk uddannelse, en masse nye idéer og ikke mindst et kæmpe drive og lysten til at gøre en forskel.

Den demografiske udvikling i kolde kontanter
Hvis udviklingen fortsætter, er der i 2030 næsten 21 mio. færre par hænder i Europas samlede arbejdsstyrke. Det kan få fatale økonomiske konsekvenser. Således anslår EU, at den årlige vækst i medlemslandenes BNP kan være halveret i 2040. Det er ikke en udfordring, som kan løses ved politiske tiltag i form af økonomiske reformer alene. Når nedtur igen vender til optur – og gerne allerede før – bliver det derfor ikke blot nødvendigt at arbejdsmarkedet rummer de mange, som lige nu vælger efterløn af nød for at undgå den lange arbejdsløshedskø. Det bliver også nødt til at inkludere dimittenderne. Ikke mindst fordi, at det fra et samfundsmæssigt perspektiv er hul i hovedet at poste milliarder i at uddanne folk til den sikre arbejdsløshed! Fra én offentlig støtte til den næste.

Hvis økonomien skal fremtidssikres, og vi skal undgå en økonomisk dommedag i år 2040, opfordrer vi i Yngresagen derfor de folkevalgte til at få hovedet ud af busken, og turde tage de beslutninger, som måske ikke er de mest populære blandt majoriteten af vælgerne. Kun på den måde kan de leve op til deres ansvar, og sikre et dansk velfærdssamfund med udviklingspotentiale samt et stærkere bånd mellem generationerne.


Læs EU-kommisionens grønbog "Demografiske ændringer - behov for ny solidaritet mellem generationerne" (2005)


Skrevet af Sofie Gry og Sofie Rye


blog comments powered by Disqus
 

 

 



MellemrumMellemrumMellemrum


Yngresagen - info@yngresagen.dk - © 2010. - Design by Slips Media