Søg på Y | Kontakt


Manifest


Ungdommen i dagens Danmark er splittet i atomer. Der er 100 forskellige foreninger, mindst lige så mange offentlige initiativer, enkeltstående projekter mm. Samtidig er den demografiske udvikling klar: der bliver færre og færre af os, mens de ældre bliver flere og flere. Dette afspejler også den politiske scene, hvor ungerelaterede emner ikke just står højst på den politiske dagsorden; for hvad er der flest stemmer i?


Vi står som generation Y over for nogle store udfordringer, som kun kan løses, hvis vi begynder at kommunikere på tværs af initiativer og i fællesskab får sat ord på disse udfordringer; vi skal insistere på at tage disse emner til debat og sætte dem på den politiske dagsorden allerede nu.


Vi er af medierne og den politiske scene udråbt til Generation Fucked-Up, vi er unge og forkælede, vi er kriminelle og ikke interesserede i vores egen fremtid; den samme jargon som altid. Men for at tage et ansvar, skal man også føle, at man har en reel mulighed for at have et; vi skal have indflydelse på vores eget liv og vores egen fremtid.


Vi har mulighed for at skrive danmarkshistorie; måske lige frem verdenshistorie, hvis vi som ungdom er i stand til at stå sammen, erobre den politiske dagsorden, skabe reelle løsninger på reelle udfordringer og tage et ansvar for og ikke mindst skabe vores egen fremtid.


MÅL med manifestet

1. Skabe et netværk på tværs af foreninger og initiativer

2. Nedbryde fordomme og skabe et mere nuanceret billede af ungdommen

3. Gøre samfundsdeltagelse ungdomsrelevant og nærværende – både i form og indhold


PRINCIPPER

1. Vi ved, at enhver forandring og nye idé starter hos én selv

2. Vi ser andre som medspillere – ikke som konkurrenter – og prioriterer sagen højere end foreningen

3. Vi vil skabe gennemsigtighed og arbejde for mindre bureaukrati og mere handling

4. Vi blander os i debatten, påvirker medielandskabet og er med til at sætte nye dagsordener


… og vi har JA-hatten på!


.:: På spejderære ::.

Som en del af Yngresagen, erklærer man sig enig med og arbejder ud fra dette Manifest.

 

 

 

 



MellemrumMellemrumMellemrum


Yngresagen - info@yngresagen.dk - © 2010. - Design by Slips Media